the-inferno-canto-21-1.jpg!Large

“Myten figuren, djævlen lever i bedste velgående, dog ikke som et fysisk væsen eller skikkelse, men som et princip inden i ethvert levende væsen. Djævleprincippet, som eksisterer i alle væsner, skaber en følelse af umættelighed i bevidstheden. Man ønsker simpelthen at få mere og mere hele tiden. Det kan være flere penge, mad, sex, bifald, udvikling, omsorg, tilfredsstillelse osv. Tilfredsstillelsen af ens egen behov bliver det vigtigste i verden. Og når der lyttes til behovet, så vokser det. Mere vil have mere. Når det sker, vokser dermed også fokuseringen på selve behovet, og djævlepsyken vokser. Både behovet og fokuseringen accelererer begge sideløbende.”

For djævleprincippet betyder det ikke noget, om denne mættelse sker på bekostning af andre levende væsner, behovet skal bare tilfredsstilles lige nu. Denne psykiske funktion bliver mere og mere låst fast i sin tilfredsstillelse af sine/sit behov, jo mere “magt” den får.

Det starter i det små, i dagligdagen, man tror, at den mættelse, man jagter, bygger på en reel sult, men sulten dækker over en pseudosult. Umærkeligt bliver ens “afstand” til sig selv større, og opmærksomheden bliver rettet et “forkert” sted hen. Blokeringen vokser, og afstanden til ens kerne af lys vokser stille og roligt. Voldtægtsforbrydere, stofmisbrugere, pædofile, kleptomaner, sadister, alkoholikere, masochister bare for at nævne nogle af de ekstreme yder former, som denne djævlepsyke kan tage efter lang tids pseudojagt. Grupper af mennesker, som er uden omtanke og uden omsorg for enten sig selv eller de mennesker de måtte møde på deres vej. Deres behov skal bare tilfredsstilles, her og nu. I de mere ekstreme tilfælde udtaler flere af dem også, at de ikke ved, hvad de har lavet, og det var som om, der var noget andet, der styrede dem. Det kan opleves, som om de glider ind i en verden, hvor de ikke mere har kontrol over deres handlinger. En kamp mellem Gud og djævelen, som modsvares inde i mennesket, som en kamp mellem den Guddommelige kerne og egoet. Kamppladsen er inde i mennesket selv, og den bliver skabt af en manglende kontakt med hver enkelts Guddommelige kerne, med det sande væsen.

Adskillelsen
Adskillelsen fra kernen foregår over en årrække, eller igennem flere liv, og skyldes, at de basale behov, som kernen udsender som en sultimpuls, til “guds smeltedige” – (denne ligger også inde i mennesket), ikke bliver tilfredsstillet. Denne manglende tilfredsstillelse skyldes, at mennesket ikke kan, eller ikke evner at modtage det som reelt kan gøre dem mætte. Eksempel: Behovet er kærlighed, men på grund af en blokering skabt af manglende modtagelse af kærligheden gennem længere tid, så lukkes det hul, hvor igennem den ydre kærlighed skulle kunne komme ind. Sulten for kærlighed er der stadigvæk, men efter et stykke tid kan mennesket heller ikke mærke den sult mere, på grund af blokeringen. Når mennesket har et tomrum, en sult, som ikke er blevet stillet, opstår der en meget ubehagelig følelse i den psykiske struktur, som skaber rastløshed, utilfredshed og mindreværd.

Da der dybt i mennesket ligger et overlevelsesinstinkt, må mennesket bevæge sig væk fra disse ubehagelige følelser. Og det er her, egoet træder i funktion og skaber et kunstigt behov, også kaldt et pseudobehov. Pseudobehovet er en sult, som i stedet for at få sin aktiveringsenergi/mad fra samspillet mellem Universet og kernen, må skabe denne fra sit eget sinds samspil med sin lavere tankeverden. Følelser af kontrol og selvtillid mader nu egoets selvtilfredshed, og denne kortvarige mæthed er bedre end at mærke sulten. Pseudobehovet og Pseudobegæret er det sammen. Pseudobegæret, der kan mærkes, kommer fra egoet og fra den lavere tankeverden, og kombinationen af disse to energiers fælles front skaber en sult, der på samme måde som sulten fra kernen, råber på tilfredsstillelse. Djævlepsyken synes ikke, der er noget, der er forkert, den skal bare tilfredsstilles – Nu!

Djævlen lever og dens rige er fremherskende, de fleste mennesker lytter for det meste til deres eget psudobehov og glemmer at lytte til deres sjæls lys. Denne fejlagtige disposition skaber en verden af manglende kærlighed og manglende bifald over andres glæde og succes. Janteloven dyrkes, intolerancen vokser, kærligheden forsvinder og pseudobehovene vokser. Mennesket handler for sin egen skyld og dyrker sine egen pseudobehov, for det er det nemmeste, lige nu.

Valget mellem de to tilstande er endnu ikke gjort synligt, da alle mennesker har så travlt med at overleve og prøve at finde deres plads i livet. Mennesket lever enten i fortidens smerte eller i fremtidens angst for gentagelsen af smerten fra fortiden. Valget kan ske lige nu og lige her, for i alle mennesker kalder deres kerne på hver enkelt. Valget er imellem at gøre sine valg og sine handlinger på basis af sin angst og sit mindreværd, eller at vælge at lytte til den stemme inde i sig selv. Denne stemme ved godt, hvad man skal gøre, sige eller handle.

Gør jeg det rigtige, er det ok, det jeg føler, spørgsmålene er mange, og de alle kommer fra det, vi i dag kalder vores intellekt. En stor del af vore intellekt bliver brugt af vores ego, og man må derfor sige at brugbarheden af vores mange tanker er et falsum. Ved at lytte for meget til sine tanker, så lyttes der også til djævelen som ønsker at handle, så pseudobehovet kan blive opfyldt. Mennesket skal ikke indgå handler, mennesket skal ikke gå på kompromis med det, det føler.

Det kan lyde som om, at det jeg er fortaler for, er at dyrke sin djævlepsyke, og at man bare skal lytte til sig selv og handle derefter. Ja det er rigtig, men det er ikke djævlepsyken, det er det, som mennesket indeholder, der skal vises, så de sider kan erkendes af væsenet selv, så tranformationen kan ske. Balancen er hårfin mellem hvad, der er hvad og hvad, der er rigtigt. Når vi stiller spørgsmålet, hvad er rigtigt, så siger vi indirekte, at vi kan handle forkert. Denne påstand tror jeg ikke på, da vi alle er Guddommelige væsner, der selvfølgelig må stå til ansvar for, hvad vi gør eller ikke gør. Det kan da aldrig være forkert at lytte til sin kerne. Husk på, at ved at følge dennes stemme/impuls, så skader det aldrig andre levende væsner på nogen måde. Kernen er kærlighed, kernen i mennesket er Guddommelig. Det kan godt ske, at man ved at følger sin impuls, kommer til at skabe nogle ikke så rare følelser hos sine medmennesker sorg, vrede, svigt m.m, men skabelsen af disse følelser som måske betyder, at de mennesker ikke ønsker at være sammen med en mere, er i dem, og derfor må de forholde sig til dem. Hvis de ikke ønsker at være sammen med en, fordi man er sig selv, så kan det vel også være lige meget, da deres kærlighed er betinget af en speciel adfærd.

Valget
Ved at blive bevidst om at man har et valg, kan man tage et valg og måske fratage djævleprincippet sin magt, for dette princip er der ikke noget valg. Det vil tilfredsstilles NU.

Vælg alle
Mange tror, at valget står mellem andre eller en selv, men det er ikke rigtigt. Mennesket er et socialt væsen, der inden i sin kerne af sin psykiske struktur meget gerne vil alle. Det må bare ikke ske på bekostning af en selv, for så kan man ikke overleve.

Valget i dagligdagen består mellem andre menneskers behov, forventninger og krav eller alle de tilstedeværendes behov, inklusiv ens egen. Det kan ikke nytte noget, at man altid vælger andre, for ved at gøre dette vælger man indirekte ikke at lytte til sig selv, sin kerne. Man er ikke selv indbefattet i begrebet andre.

Mange vil måske sige at kompromiser er godt og en nødvendighed i samspillet med andre mennesker, og dette er da til dels også rigtigt. Men et kompromis kan kun foretages, hvis ens kerne accepterer dette, og hvis det betyder, at en af parterne ikke skal dække eller begrænse sit lys.

Valget i livet er et valg imellem sin kerne eller sit ego. Mennesket kan vælge, og det sker hele tiden udfra fortidens erfaringer/fremtidens bekymring eller Nuet’s følelse.

Valget er dit, eller er det?