Det spirituelle menneske – Den spirituelle leder
Der er desværre en stor misforståelse i opfattelsen af, hvad spiritualitet er. Denne udbredte misforståelse skaber en adskillelse mellem mennesket og den mere åndelige dimension i menneskets indre bevidsthedsliv.
For de fleste mennesker bliver det åndelige betragtet som noget uden for dem selv. Det åndelige er i kirkerne, i ritualerne, i meditationspraksis eller er ”noget”, man skal ”rejse” hen til. Man kan gå på kurser, tage en kur, udrense sin krop, udvikle sin personlighed, rejse til fjerne lande og møde guruer, lære at tænke positivt m.m. Alt sammen veje der kan være med til at fastholde en i misforståelsen af, at det er derude.
Der bliver skabt en markant adskillelse i vores bevidsthed via det trosbillede, at vi på en eller anden måde skal gøre os fortjent til at kunne være en del af denne åndelighed eller være en del af det guddommelige.
Til forskel for ovennævnte misforståede opfattelse, så betyder spiritualitet at være i kontakt med sin spiritualitet, at være til stede i hele sit liv, i alle sine følelser, i alle sine tanker, i hele sin krop og at tage ansvar for det, man møder i livet og i sit indre liv. At være et spirituelt menneske betyder, at man vedkender sig, at der er noget, der er større i en selv, end det man kalder sindet, egoet eller ens færdigheder/evner. Der er altså en naturlig forståelse og følelse af, at man har adgang til noget større end ens ego.
Denne forståelse og erkendelse af, at man er et spirituelt væsen, giver en en masse muligheder, men vigtigst af alt giver det en muligheden for at blive ”herre” i eget hus. Det vil sige, at man bliver i stand til at blive mere bevidst om, hvordan man reagerer i sit liv. Derudover skaber forståelse og erkendelse af, at man er et spirituelt væsen, en positiv følelse af ydmyghed, da denne side af vores bevidsthedsliv – spiritualiteten – jo meget naturligt er til stede i alle mennesker og ikke betinget af noget ydre, såsom indtægt, boligforhold, m.m. Det gør, at man møder alle mennesker på den samme måde, da vi alle har lige stor værdi – vi er her af samme årsag.
På samme måde som med de andre bevidsthedsfunktioner, vi har til rådighed, evner som koncentration, overblik, empati, m.m., er kontakten til vores spirituelle side/del også et spørgsmål om viden og træning.
Indre træning
Evnen til at være til stede i denne del af vores bevidsthed, som vi kalder den spirituelle del, kræver som nævnt træning, træning og træning i at have sin opmærksomhed rettet mod noget indre. Forståelsen og træningen i at være til stede i sin egen kerne vil på sigt give en forståelse og erkendelse af, at vi alle kommer fra det samme sted og er ens på vores rejse, men forskellige på den måde vi rejser på.
Man kan sammenligne evnerne med en form for muskeltræning, som man har gennemgået for at kunne bruge musklen.
Filosofien bag træningen og energiteknikken, som danner baggrund for rejsen mod din kerne, kaldes Buddhi.