Kosmologisk it-skole

Dette Internet kursus er lavet til åndeligt interesserede og søgende mennesker, der uden særlige forkundskaber ønsker at påbegynde et selvstudium af den danske mystiker Martinus Thomsens kosmiske verdensbillede.
I over 20 år var Per Bruus-Jensen en nær ven af Martinus, og gennem tusindvis af samtaler omkring åndsvidenskaben skabte Per Bruus-Jensen i 1954 en brevskole i kosmologi i samarbejde med Martinus.
Kosmologisk IT-Skole bygger på Per Bruus-Jensens oprindelige brevskole om kosmologien. Størstedelen af materialet, der bliver brugt her på IT-Skolen, nåede at blive godkendt af Martinus inden hans fysiske død i 1981.

Skildringen af et verdensbillede, som det Martinus igennem sit hovedværk ”Livets bog” præsenterer for menneskeheden, kaldes en KOSMOLOGI, og dette kursus må betragtes som en systematisk indføring i Martinus kosmologi. Det rummer en fuldstændig fremstilling af kosmologiens bærende tanker, ideer og principper og har først og fremmest til opgave at indføre den studerende i en begrebsverden, som Martinus med sit kosmiske verdensbillede introducerer.
Ved kursets afslutning skulle læseren dels være fortrolig med hele denne begrebsverden og dels være i besiddelse af en dyb forståelse af hovedlinierne i det kosmiske verdensbillede.
LINK: www.kosmologisk-itskole.dk