Børn med ADHD

Et pilotprojekt gennemført af Jan Baumgarten, Patrik Fauser, John Rasmussen og Steen Kofoed

“Medicin kan ikke stå alene – omsorg opleves bedst uden”

Sammenfatning:

Vi har et stort samfundsproblem, når vi begynder at give vores børn skylden for vores manglende nærvær og derefter giver dem medicin for at gøre dagligdagen nemmere og mere overskuelig for os. Når livet bliver for hårdt for os forældre, bliver børnenes behov for omsorg og nærvær et problem. Det er i vid udstrækning forældrenes problemer, der er definerende for børnenes måde at fungere på og det er børnenes reaktioner på forældrenes omsorgssvigt, der bliver sygeliggjort.

Det er en af konklusionerne af et pilotprojekt for ti børn mellem 9-14 år fordelt på otte familier, hvor børnene havde en ADHD diagnose eller havde det svært psykisk. Projektet blev udført i løbet af ti uger af en gruppe på fire tværfaglige behandlere, alle mænd, og har omfattet samtaleterapi, ernæringsterapi og sindsro. Sindsrobehandlingen, der blev givet ca. en gang om ugen, er en behandlingsform der giver klienten samme indre oplevelse som meditation, men uden egenindsats eller at denne behøver at være trænet i meditation. Sindsro er en form for afspænding af sindet, hvorved den indre iboende ro får mulighed for at stige i styrke og er således en meget blid og effektiv behandling til f.eks. børn og mennesker med psykiske ubalancer. Under samtaler med en ernæringsterapeut, blev der set på og vejledt i, hvad og hvordan barnet og familien som helhed spiste.

Før og efter forløbet udfyldte familierne spørgeskemaer med spørgsmål omkring barnets psykiske, fysiske og følelsesmæssige tilstand. Behandlerne havde samtaler med børnene og forældrene og udfyldte en logbog, der beskrev tilstande og ændringer hos barnet under behandlingsforløbet. Resultaterne viste, at alle børnene i projektet responderede positivt på behandlingsforløbet, ligesom alle forældrene udtrykte, at de oplevede en betydelig forbedring af børnenes livskvalitet og gav en klarhed og ro til deres videre liv. Vi fandt, at kombinationen af behandlingen sindsro og en gennemgang af madens påvirkning af de unge var god, da den dækkede både krop og sind.

Det var pilotprojektets udgangspunkt, at det udelukkende var barnet der fik sindsro. Et vigtigt resultat var imidlertid, at forældrenes evne til nærvær havde en altafgørende indflydelse på barnets oplevelse af ro og velvære, samt at forældrene selv oplevede øget velvære i de perioder, hvor børnene oplevede nærvær. Det er således ikke kun børnene, der skal hjælpes til at føle nærvær, men ligeså meget, eller måske i højere grad, forældrene.

Baggrund:

Dette baggrundsafsnit er skrevet ud fra informationer hovedsageligt taget fra ADHD foreningens og psykiatrifondens hjemmesider samt fra Janssen (2011), en virksomhed under Johnson & Johnson.

ADHD er en forkortelse for diagnosen: Attention Deficit/Hyperactivity Disorder, det vil sige forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsitivitet. ADHD giver som regel problemer med at opfatte, fortolke, huske, planlægge og orientere sig. Man taler om tre forskellige typer af ADHD:

ADHD – med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse ADHD – med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet ADHD – kombineret type med såvel opmærksomhedsforstyrrelse som hyperaktivitet og impulsivitet. Tidligere blev diagnosen DAMP brugt herhjemme. DAMP er en nordisk diagnosebetegnelse, som står for Deficits in Attention, Motor control and Perception. DAMP-diagnosen er i dag “afløst” af ADHD, som er en international diagnosebetegnelse.

ADHD forstyrrer personens daglige funktioner på flere områder, og kan også påvirke vedkommendes sociale relationer og selvfølelse negativt. Symptomer på ADHD er til stede før syvårsalderen, og kan i 40-70 % af alle tilfælde fortsætte ind i ungdommen og voksenalderen. Selv om symptomerne har en tendens til at aftage i slutningen af ungdomsårene og begyndelsen af voksenalderen, vokser man aldrig fra ADHD. Men man lærer at mestre en række strategier, der kompenserer for symptomerne. Man vurderer, at mellem 2 og 6 % af alle skolebørn har ADHD – omkring en i hver klasse. Det skønnes at 1-3% af den voksne befolkning har vanskeligheder, der svarer til ADHD2. Endvidere er antallet af mennesker der får diagnosen ADHD stigende.

Drenge får to-tre gange hyppigere stillet diagnosen ADHD, end piger, der ofte ikke udviser den samme hyperaktivitet. Eftersom sygdommen ofte ikke bliver opdaget, får mange børn og unge slet ikke stillet diagnosen. Som følge heraf modtager alt for få børn rådgivning og behandling. Man vurderer, at diagnosen kan stilles præcist, selv om det nogle gange er vanskeligt (Janssen) og diagnosen stilles bedst under multidisciplinær udredning, som primært foregår indenfor det børne- og ungdomspsykiatriske fagområde, enten ambulant hos en praktiserende speciallæge eller på en hospitalsafdeling. I Danmark anvender lægerne WHO’s internationale sygdomsklassifikations-system ICD-10 (http://www.who.int/substance_abuse/research_tools/icd10symptomchecklist/en/).

Der er i øjeblikket ingen behandling der kan kurere ADHD, men mange behandlingsprogrammer kan hjælpe med at tackle symptomerne. En omfattende behandlingsplan bestående af; medicin, psykologiske, uddannelsesmæssige og sociale tiltag, der foregår i tæt samarbejde med familie, læger og andre specialister, er den bedste tilgang til behandling af ADHD (Janssen, 2011).

Årsagerne til ADHD er stadig ikke klarlagt, men studier peger på at genetiske (arvelige) årsager spiller en meget stor rolle. Desuden tyder det på, at rygning under graviditeten, lav fødselsvægt eller meget for tidlig fødsel kan medvirke til udviklingen af ADHD. Desuden mener man, at ADHD opstår som følge af en fejludvikling eller umodenhed i hjernen og man er stort set enig om, at ADHD forekommer i alle sværhedsgrader og med en glidende overgang til det normale.

Ud fra ovenstående facts fra lægevidenskaben, fra statistiske opgørelser og fra den generelle oplevelse fra personer og familier er ADHD meget udbredt, og der er således en stor gruppe mennesker, der har brug for hjælp og støtte til at forholde sig til deres problem. Lægevidenskaben og den farmaceutiske industri har taget et stort skridt i retning mod at designe medicin, som de mener kan behandle ADHD. Forbruget af ADHD-medicin er steget med 62 % på to år. Især unge teenagere får meget medicin. Tal fra 2008 viser, at godt 1,4 % af danske børn i alderen 10-14 år fik medicin for ADHD.

Det er tankevækkende, at medicin udgør en så dominerende og stadig mere udbredt behandlingsform, når det nævnes af Janssen (2011), at man ikke kan kurere ADHD, men kun afhjælpe symptomerne og at den bedste tilgang er en kombinationsbehandling med medicin, psykologhjælp og sociale tiltag.

Dette pilotprojekt tager netop udgangspunkt i at hjælpe individet til at blive bedre til at opleve sig selv og sin omverden, og på den måde få overskud til at tage ansvar. I projektet kobler vi behandlingen sindsro med støtte omkring barnets og familiens kost. Formålet var at undersøge, hvilke ændringer der skal til, for at børnefamilierne kan opleve en bedre hverdag samt hvad vi, som behandlere, kan gøre for at give dem de nødvendige ressourcer til at gennemføre disse ændringer.

Metode og antagelser:

Sindsrobehandlingen er udviklet ud fra en holistisk orienteret tilgang af Steen Kofoed efter 20 års erfaring med at hjælpe mennesker til selv at skabe balance i deres sind og krop. Holistiske metoder dækker et bredt område af behandlingsformer, hvoraf den mest kendte er meditation. Meditation har været praktiseret i over 5000 år og er en mental disciplin, hvor man forsøger at komme bag om tanken og ind i en dybere tilstand af ro eller bevidsthed. Meditation er en af de videnskabeligt mest undersøgte holistiske metoder og blandt andet Qin et al. (2009) har vist at meditation kan ændre hjernens EEG mønster og dets underliggende neurofysiologi. Kjær et al. (2002) udførte en in vivo demonstration af sammenhængen mellem frigivelsen af endogene neurotransmittere og bevidsthedsoplevelse ved Yoga Nindra meditation. En øget striatal dopaminfrigivelse blev fundet under meditation, sammen med en oplevelse af reduceret motorparathed. Resultaterne tyder på, at en bevidst tilstand af meditation undertrykker cortico-striatal transmission. Disse og andre undersøgelser og reviews dokumenterer en effekt af meditation og andre holistiske metoder på den menneskelige fysiologiske og neurologiske respons. Sindsro har en række lighedspunkter med gamle meditationsprincipper, dog er sindsro hurtigere til at støtte den indre ro, så udbyttet ved efterfølgende meditation bliver væsentligt forbedret. Princippet i sindsro er, at tilstedeværelsen af ro påvirker og stimulerer hjernen og den bevidsthed, der påvirker hjernen. De mentale mønstre, som har overtaget bevidstheden, dæmpes og ændres. Den ændrede tilstand i hjernen forplanter sig i kroppen, hvilket integrerer ro i både sind og krop. Gentagelse af behandlingen forøger integrationen af ro, så tilstanden bliver en naturlig del af klientens bevidsthedsliv og dagligdag.

Sindsro er givet til mere end 1000 personer over de seneste 10 år, mange med psykiske og fysiske ubalancer, og har resulteret i en umiddelbar men også blivende forbedring af den generelle oplevelse af velvære. I 2010 blev der udført en spørgeskemaundersøgelse af 50 personer med forskellige fysiske og psykiske ubalancer. På en skala fra 1 til 10 skulle de vurdere deres tilstand af; ro, overskud, glæde, handlekraft, fysisk tilstand og sociale egenskaber før og efter et behandlingsforløb på i gennemsnit otte sindsrobehandlinger. For samtlige egenskaber var der en forbedring; specielt var der en forbedring i oplevelsen af ro på 41% fra start til slut, samt en forbedring i oplevelsen af overskud på 30%.

Der er lavet talrige undersøgelser af kostens indflydelse på fysisk og psykisk velvære. Når man søger på nettet under ”kost” og ”ADHD”, er en vurdering på netdoktor.dk, at kosten har samme indflydelse på mennesker med ADHD, som mennesker uden ADHD og at kosten derfor ingen plads har i den behandling af ADHD, der indgår i det offentlige sundhedssystem. Netdoktor.dk vurderer også, at der er stor uenighed mellem offentlige og alternative behandlere. Det er imidlertid ikke kun den alternative verden, der kan vise positive effekter af kosttiltag på børn med f.eks. ADHD. Senest viser et nyt hollandsk studie (Pelsser et al., 2011), offentliggjort i det ansete medicinske tidsskrift Lancet, en mulig sammenhæng mellem kost og ADHD. En gruppe på 40 børn med ADHD, de fleste drenge i alderen 4-8 år, fik en speciel diæt i en periode på fem uger. Hos to tredjedele af børnene forsvandt symptomerne fuldstændig og symptomerne kom i vidt omfang tilbage, da børnene vendte tilbage til den kost, som de var vant til. Forskningen omkring vores kost og dens forbindelse til ADHD har hidtil fokuseret på et højt indtag af sukker og andre kulhydrater samt tilsætningsstoffer hvor Pelsser et al. (2011) i stedet fokuserede på allergi og intolerance over for specielle typer mad. I modsætning til tidligere studier på dette område, havde børnene i forsøget ikke på forhånd nogen allergi eller fødevareintolerance. Studiet har kun set på de kortsigtede effekter og det ser foreløbigt ud til, at de gode resultater også holder på lang sigt, men det kan være vanskeligt for nogle familier at overholde en streng diæt over en længere periode.

Yderligere er der rundt omkring i verden arbejdet med, hvordan kosten påvirker allergi og adfærd, f.eks. har man i Royal Prince Alfred Hospital i Australien i mange år arbejdet med og udviklet en udelukkelses-diæt, der gør det klart, hvad man er intolerant overfor (http://www.sswahs.nsw.gov.au/RPA/Allergy/default.htm). Denne diæt er testet, dog ikke i videnskabelige forsøg, og har vist positive resultater på blandt andet børn med ADHD.

I dette pilot projekt blev familier med børn med en ADHD diagnose eller som havde det svært psykisk hvervet via en internetannonce. Målgruppen var børn og unge mellem 3 og 17 år. Behandlingsforløbet var gratis og børn i medicinsk behandling kunne også deltage i projektet. Ti børn mellem 9 og 14 år fordelt på otte familier blev vurderet egnede ud fra kriteriet om at kunne forpligtige sig til behandlingsforløbet og til at udføre kostændringerne. Under et opstartmøde mødte familierne behandlerne og blev introduceret til forløbet, samt havde mulighed for at stille spørgsmål. Inden behandlingsforløbet gik i gang skulle familierne udfylde et spørgeskema, baseret på det omfattende Symptoms Check List (http://www.pearsonassessment.dk/dk/Klinisk-psykologi/Produkter/Psykiatri/SCL-90-R/), med ti spørgsmål omhandlende barnets psykiske, fysiske og følelsesmæssige tilstand, se bilag 1. Det samme spørgeskema blev udfylt umiddelbart efter sidste sindsrobehandling. Projektet blev udført i løbet af ti uger af en gruppe på fire tværfaglige behandlere, alle mænd, hvor der blev givet én sindsro-behandling om ugen. Behandlerne havde samtaler med børnene og forældrene sammen og med børnene alene, mens forældrene ventede udenfor. Behandlerne udfyldte en logbog, der beskrev tilstande og ændringer hos barnet under behandlingsforløbet. Efter to sindsrobehandlinger havde familierne samtale med en ernæringsterapeut, der spurgte til kostvaner og til den psykiske og fysiske tilstand af barnet. Der blev lagt en plan omhandlende kost og kosttilskud. Der var en opfølgende samtale med ernæringsterapeuten midt i forløbet samt afslutningsvis. Spørgeskemaerne, logbøgerne og den samlede oplevelse af børnene og forældrene samt deres egne udsagn var grundlaget for vurderingen af effekten af projektforløbet.

Resulater:

Spørgeskemaerne og de løbende samtaler, der blev registreret i behandlernes log-bøger, viste at alle børnene i projektet responderede positivt på behandlingen, ligesom alle forældrene udtrykte, at de oplevede en betydelig forbedring af børnenes livskvalitet. Parametre som ro i tanker, ro i krop, glæde, handlekraft, koncentration og søvn viste alle væsentlige ændringer i spørgeskemaerne.

Ud fra samtalerne var det bemærkelsesværdigt at mange børn oplevede, at de var mere glade og mindre stressede, samt at deres humørsvingninger var væsentligt reduceret til mere jævnt eller neutralt humør. Dette blev nævnt både af børnene og af forældrene, og derudover havde flere fået kommentarer fra lærere og kammeraterom, at de var mere rolige, koncentrerede og omgængelige.

Andre resultater var, at børnenes ”dårlige” perioder, som kunne vare fra en til tre-fire dage, var blevet kortere og i visse tilfælde endda helt udeblevet, samt at de dårlige perioder havde ændret karakter til at være mindre ekstreme. Tilsvarende blev de gode perioder forlænget, og det blev nævnt, at effekten af sindsrobehandlingen typisk varede fra en til tre dage efter en behandling.

Flere børn oplevede at være mere koncentrerede og kunne fokusere på en given opgave eller leg i længere tid end før. Nogle børn bemærkede, at de havde nemmere ved at få nye venner end før. Endelig havde enkelte børn nemmere ved at falde i søvn og udelod i perioder efter eget initiativ at tage en sovepille, som tidligere var nødvendig for dem for at falde til ro.

Generelt for alle børnene var, at de var meget motiverede for at gennemføre de ændringer og de små opgaver, som de fik hos behandlerne fra gang til gang. Alle børn glædede sig til at komme og få sindsrobehandling og til at stille spørgsmål. Børnene lagde sig hurtigt op på briksen og var klar til at gå i gang. De havde mange spørgsmål, både til de større emner om at være menneske og om at have det godt og svært, men de havde også meget konkrete spørgsmål, for eksempel til kost og forhold til kammerater.

Det skal bemærkes, at projektet ikke blev udført ifølge de gængse videnskabelige principper med hensyn til repræsentativt antal testpersoner, ensartet diagnose og medicinsk behandling og med blindtests. Men kombinationen af kvantitative og kvalitative resultater peger alle i retning mod, at børnene og forældrene oplevede øget velvære efter endt behandlingsforløb.

Det er også væsentligt at nævne, at behandlerne ikke udtalte sig om medicineringen, og at projektet ikke havde til formål at erstatte den medicinske behandling, som børnene fik.

Diskussion og konklusion:

Vi er som mennesker præget af det, der foregår omkring os. Allermest er vi påvirket af dem, vi holder mest af; det vil sige at børnene oplever og spejler sig selv i deres forældre på en direkte og uforfalsket måde. De betragter, hvordan forældrene reagerer på deres måde at være på. Børnene er ved at forme sig til voksne individer og omgivelsernes reaktioner udgør en stor og vigtig del af deres skabelon. Ganske kort kan man sige, at når et barn bliver mødt med accept, får det oplevelsen af at være OK, og det modsatte kan ske ved ikkeaccept. Når en eller begge forældre er fraværende, oplever børnene ikke forældrenes reaktion på deres handlinger, og mangler derfor en væsentlig person at forme sig efter. Eller sagt på en anden måde, de formes af ”ingenting”. Det er meget få af os, der er stærke nok til fra barnsben af, at kunne forme os selv uden impulser fra forældre eller andre voksne. En måde at reagere på for barnet bliver at handle på en måde, der giver en oplevelse af at være til. Det kan være indadtil; at lave historier, at mestre tal, at lære ting udenad osv. Eller det kan være udadtil; at slå, råbe, være fysisk urolig osv. Det giver i det mindste en reaktion fra forældre og omgivelser, og en følelse af at være til.

Samtidig er det vigtigt at forstå, at et barn ikke kun er formet ud fra omgivelserne, men faktisk er et individ med evner, ønsker, glæder og sorger i sig selv. Hvor kommer disse egenskaber fra? Er det generne, eller er det egenskaber som vi kontinuertligt oparbejder ud fra vores oplevelser og handlinger? Uanset hvad, så handler barnet ud fra disse egenskaber, og hvis der skal ske en positiv og hensigtsmæssig ændring, er betingelserne de samme; barnet skal ses, rummes og støttes.

Vores pilotprojekt stiller flere spørgsmål, end det besvarer. Dog vil vi tillade os at konkludere fire overordnede områder, som vi i gruppen fandt signifikante:

SULT
Børnene var psykisk sultne!

Alle de unge, vi mødte, ville gøre det så godt som muligt, men de fandt det svært at finde en genklang og en imødekommenhed hos den ene eller anden forælder, og dermed blev der skabt en form for psykisk rastløshed. En del af denne energirastløshed blev forværret, da det psykiske spejl, som de skulle se sig selv i, ikke var til stede. Så spejlingen var fravær og det var den egenskab, børnene viste de voksne og som manifesterede sig i deres relationer.

Børnene var også fysisk sultne!

Det skyldes til dels, at medicinen Ritalin ødelægger appetitten og at det første måltid (morgenmaden) ikke var mættende nok. Der kræves også en vis psykisk ro for at kunne optage næring. Derudover er kroppens tilstand et billede på psykens sult.

FRAVÆR
Alle børnene havde et fravær af enten mor eller far. Det var enten psykisk eller fysisk på grund af skilsmisse eller dødsfald. Fraværet var mest udtalt for den maskuline energi, det vil sige en fraværende far. I deres hverdag fik de omsorg og nærvær i forskellig grad, men der var for alle børn et manglende nærvær fra nogle væsentlige individer i deres liv.

Den sult, vi oplevede, skyldtes et fravær af nærvær og dermed en manglende omsorg. Det kan lyde hårdt og barsk, da vi jo samtidig oplevede en masse velmenende forældre, der næsten var villige til at gøre hvad som helst for deres børn. Og her er vi måske ved sagens kerne, som vi vil vende tilbage til under ”årsagen”.

De unge menneskers sociale evner var mere eller mindre mangelfulde, og det skyldes til dels, at deres indre fundament af at være god nok ikke var støbt færdig på grund af følelsen af tilsidesættelse, og at de stadig ledte efter, hvem de selv var. I stedet for at være sig selv og give til det fællesskab de nu var i, så søgte de ubevidst at få deres sult stillet og som det mindste ikke miste deres venner.

Man kan sige, at de selv blev fraværende i deres forsøg på at være god nok.

MEDICIN
Vores oplevelse var, at ingen af børnene, der var med i projektet, havde brug for medicin. Vi oplevede dem som værende sunde og normale i deres adfærd over for deres omverden. Begrebet ”normal” skal ses i forhold til deres sult. Vi blev en form for sut i den periode, vi var sammen med børnene. Hvad gør medicinen? Den gør, at de ikke kan mærke deres sult og hvis de mærker den, så oplever de, at det er en farlig vej at gå ind på. Og endelig bevirker det, at vi får en generation, som ikke er i stand til at mærke sig selv og hvad de vil.

Det er svært, når man henvender sig til lægen eller psykiateren for at få hjælp til sit barn, som har problemer i skolen m.m., og modsige ham/hende, når talen falder på medicin. Hvad er alternativet? Og dernæst så kræver det et stort overskud at modsige en autoritet. Dette overskud er ikke til stede i familien og hvis det var, så ville dette problem ikke være opstået.

Det er lidt tankevækkende, at det er ulovligt at slå børn, men vi må gerne begrænse dem kemisk og på sigt skade deres fysiologi, nervesystem og deres finere energistruktur – og så oven i købet med statsstøtte.

ÅRSAGEN
Forældre, lærere, pædagoger, læger, psykologer, psykiatre m.m. kigger på barnet som værende både problemet og årsagen til deres indre stress og uro. Det er et stort samfundsmæssigt problem, at barnet bliver gjort ansvarlig for de voksnes uro og manglende evne til at være til stede. Forældre elsker og vil gerne deres børn, og når de så vender sig til autoriteterne for at få hjælp, så bliver der hurtigt peget på medicinen som den eneste løsning på dette ubekvemme problem.

Kan det tænkes, at medicinsk behandling står alt for alene i behandlingen af de mennesker, der har fået diagnosen ADHD? Og kan det tænkes, at diagnosen er for generisk, altså for uspecifik i forhold til den kategorisering, der sker i forbindelse med medicinering. Man kender ikke årsagerne til ADHD, ud over at genetisk arv og livsstil sandsynligvis er meget væsentlige. Men er det ikke den gængse kategorisering, når man ikke kender den eksakte årsag? Det vil sige, at man behandler ikke ud fra årsag, men ud fra symptomer. Ved at tilskrive generne årsagen, fastholder man personen i en forestilling om at han/hun ikke kan gøre noget ved tilstanden selv, samt fratager det enkelte individ muligheden og ansvaret for at gøre noget ved sin tilstand. Dette vil fremme en behandling med medicin. Formodningen om, at livsstil er en væsentlig faktor for ADHD, er en indikation af, at vi erkender, at vi selv har noget af ansvaret. Men er det ikke på tide at vi i højere grad, vender fokus hen imod det enkelte individs evne til at tage ansvar (kunne helbrede sig selv)?. Ud fra epigenetiske principper udgør generne ikke den endegyldige, statiske sandhed for, hvordan vi er, og hvordan vi vil blive. Generne formes efter hvilke impulser, vi udsætter os for og hvordan vi oplever disse impulser. Det er ikke ren fantasi, men videnskabelige fakta (f.eks. Lipton, 2005). Ved at vende opmærksomheden fra en forudbestemt sandhed, som man mener, vi ikke kan gøre noget ved (generne) hen imod det enkelte menneskes egen oplevelse af sig selv og omverdenen, vil vi støtte mennesket til at tage ansvar for sit eget liv. Det vil i sig selv give en forøget livskvalitet. En ekstra gevinst kan være, at individet vil blive mere bevidst om årsagen til tilstanden, hvilket vil være givende information til psykologer og psykiatere, der ønsker at forstå og beskrive årsager og helbredende foranstaltninger.

En tankevækkende konklusion fra de involverede forskere i den hollandske undersøgelse af kost og ADHD (Pelsser et al., 2011) er, at de positive resultater kan skyldes noget, de kalder for fejlkilder; nemlig at forældrene kan være så optaget af at få gode resultater, at det påvirker barnets adfærd, og at familierne som deltog i forsøget, blev rekrutteret ud fra frivillige. Dermed kan børnene i forsøget være ’skæve’ i forhold til et gennemsnit af familier, der har et barn med ADHD. Dette er et meget væsentligt resultat, da de bedste resultater netop opstår, når de involverede er motiverede. Motivation er ikke en fejlkilde, men snarere er forudsætning for, at noget skal lykkes for os. Motivation er en del af at være nærværende og at tage ansvar. En anden konklusion fra projektet er, at på trods af positive resultater har ingen europæiske lande endnu adopteret Bruitelaars metode i deres behandling af ADHD-patienter. Forskerne erkender, at der er lang vej, før man kan omlægge hele behandlingssystemet, da det er en stor investering i energi, tid og penge.

Vi mener, at en kobling af lægevidenskaben, medicin og af holistisk selvopbyggende behandling er den mest kraftfulde og direkte vej til hurtigere og mere holdbar behandling af mennesker med ADHD og andre psykiske ubalancer.

LØSNINGEN
Vi kan støtte barnet i dets udvikling ved at være nærværende. Det vil sige, at SE barnet og rumme det, så godt vi nu formår, og at støtte barnet i dets handlinger. Vi er ikke i tvivl om, at alle de forældre, vi har mødt, gør deres allerbedste for deres børn. Faktisk gør vi alle vores bedste for vores børn. Når det så alligevel ikke er ”godt nok”, skyldes det, at vi ikke magter andet. Hvorfor magter vi det ikke? Er det barnets skyld, at vi ikke magter det, eller skal vi som voksne tage ansvar for, hvordan vi har det og hvordan vi handler? Voksne er individer, ligesom børnene er det, og vi er formet efter vores forældre og omgivelser. Hvori ligger så forskellen mellem barnets måde at handle på og forældrenes måde at handle på? Vi skal alle ses, rummes og støttes i vores valg og handlinger og lære af konsekvenserne.

For at opnå det bedste og mest holdbare resultat af et behandlingsforløb, er det vigtigt at kigge på så mange sider af barnets verden som muligt, og ikke kun fokusere på en del af helheden. Man kan ikke gøre alt på én gang, men vi skal i det mindste erkende og tage ansvar for, at vi begrænser os og så være nærværende i den problemstilling, vi anskuer. Vi ser det som altafgørende at delagtiggøre forældrene, så der opstår en fællesskabsfølelse af problemet og en gensidig erkendelse af, at alle har en andel i den virkelighed, familien oplever. For at skabe en ny tilstand i familien skal alle være åbne for forandring. Hvert enkelt individ skal ses som den, det er, og behandlingen skal formes efter individets problemstilling. Dette vil give den bedste grobund, for at familien kan fungere sammen.

 

Referencer:

ADHD foreningen: http://adhd.dk/

Janssen, 2011. Pharmaceutical companies of Johnson & Johnson:
http://www.janssen-cilag.dk/bgdisplay.jhtml?itemname=adhd_about&product=adhd

Kjær, T.W., Bertelsen, C., Piccini, P., Brooks, D., Alving, J., Lou, H.C., 2002. Increased dopamine tone during meditation-induced change of consciousness. Brain Res Cogn Brain Res. 13(2):255-9

Lipton, B.H., 2005. The Biology of Belief. Dansk udgave ”Intelligente Celler” fra Borgens Forlag, 2009

Pelsser, L.M., Frankena, K., Toorman, J., Savelkoul, H.F., Dubois, A.E., Pereira, R.R., Haagen, T.A., Rommels, N.N., Buitelaar, J.K., 2011. Effects of a restricted elimination diet on the behaviour of children with attention-deficit hyperactivity disorder (INCA study): a randomised controlled trial. The Lancet Vol. 377 Issue 9764, pp. 494-503

Psykiatrifonden: https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/adhd

Qin, Z., Jin, Y., Lin, S., Hermanowicz, N.S., 2009. A forty-five year follow-up EEG study of qigong practice. Int J Neurosci. 119(4):538-52